|
|
|
|
|
Food Organisation of Denmark, F.O.O.D.
|
|
Dansk gastronomi er i verdensklasse. Og det vil styrke Danmark som nation, både i forhold til eksport og turisme, at være kendt i udlandet som et land, der udvikler og skaber kvalitet inden for gastronomi og fødevareproduktion. Derfor er der med støtte fra Fonden til Markedsføring af Danmark etableret et offentligt-privat fødevare- og gastronomikonsortium under navnet Food Organisation of Denmark, F.O.O.D..
|
|
|
Dansk gastronomi på verdenskortet
Dansk gastronomi har gennemgået en yderst positiv udvikling de senere år og befinder sig nu i den absolutte verdensklasse. Den styrkeposition skal udnyttes således, at kendskabet til Danmark som et land, der udvikler og skaber kvalitet inden for gastronomi og fødevareproduktion, styrkes.
Fonden til Markedsføring af Danmark, som er en del af Handlingsplan for offensiv global markedsføring af Danmark, har således bevilget 12 mio. kr. over tre år til oprettelsen af et offentligt-privat konsortium, hvis opgave er at udbrede kendskabet til dansk og nordisk gastronomi samt videreudvikle Danmarks stærke brand som leverandør af kvalitetsfødevarer.
Fødevare- og gastronomikonsortiet består ud over staten af Arla Foods, Danish Crown, Danmarks Fiskehandlere og Team Gastronomi Danmark.
Konsortiet har udpeget Pelle Øby Andersen, tidligere markedsføringschef i Økonomi- og Erhvervsministeriet, som direktør pr. 1. december 2010.
Markedsføringsaktiviteter i Danmark og i udlandet
1: En samlende signaturbegivenhed Det skal etableres en årlig, international festival i Danmark, der fungerer som samlingspunkt for danske og nordiske oplevelser og specialiteter.
2: Besøgsprogrammer Udenlandske journalister skal inviteres til at deltage i begivenheder og programmer i Danmark. Beslutningstagere og meningsdannere inden for området (kokke, forskere, madskribenter, opkøbere og branchefolk) skal inviteres på fokuserede besøg i Danmark. Det kan være i forbindelse med specielle temaer som økologi, særlig gastronomi, udvikling af nye kvalitetsprodukter, forskellige råvarer.
3: International PR og kommunikation Der skal etableres et internationalt orienteret og flersproglig markedsføringsapparat, der løbende servicerer international presse og interesserede. Det kan bestå af flere aktiviteter, herunder kortlægning af kvalitetsfødevarer eller gastronomi i Danmark.
4: Begivenheder i udlandet: Festivaler, messer og events For at forblive synlig i udlandet skal centrale messer og udenlandske festivaler have dansk repræsentation, der i langt højere grad end nu fokuserer på den samlede dagsorden om Danmark som leverandør af madmæssige oplevelser.
|
|
|
|
|
|