Den Lille Havfrue indtog sidste weekend sin plads midt i EXPO-pavillonen, Welfairytales, i Shanghai og på lørdag – samtidig med at Welfairytales-pavillonen slår dørene op – opstilles The Mermaid Exchange. Installationsværket af kunstneren Ai WeiWei skal sikre, at Havfruen kan ses på Langelinie, selvom hun fysisk er i Shanghai. I den anledning har Branding Danmark talt med Ny Carlsbergfondet, som er kurator på The Mermaid Exchange
En torsdag formiddag i april befinder jeg mig i Ny Carlsbergfondets historiske lokaler i Brolæggerstræde i København. Det var her det Carlsberg’ske eventyr startede i 1823 og det er her jeg møder direktionsmedlem og lektor, dr. phil., Maria Fabricius Hansen, for at tale om fondets støtte til The Mermaid Exchange, værket af den kinesiske kunstner Ai Wei Wei, som på lørdag vil indtage Havfruens plads på Langelinie.
Et historisk engagement Historisk set er Ny Carlsbergfondet og Den Lille Havfrue knyttet tæt sammen. Det var nemlig fondets grundlægger, den kunstelskende brygger, Carl Jacobsen, der i 1913 skænkede Den Lille Havfrue til Københavns Kommune. Det er derfor naturligt, at fondet har været involveret i kulturudvekslingen i forbindelse med Havfruens rejse.
Om idéen bag The Mermaid Exchange og fondets engagement udtaler Maria Fabricius Hansen:
”Ai WeiWeis installation på Langelinie skal ses i sammenhæng med pavillonen i Shanghai på EXPO. Det hele har været tænkt som en helhed fra begyndelsen. Ny Carlsbergfondet er blevet involveret i sagen, fordi der er tradition for at fondet bidrager til de danske verdensudstillingspavilloner og samtidig er vi involveret på sidelinjen, fordi det var Ny Carlsbergfondet, der for over 100 år siden forærede Den Lille Havfrue til København.” Havfruer og EXPO i forening er heller ikke noget nyt i fondets repertoire over støttede projekter. I 2000 støttede fondet Bjørn Nørgaards genmodificerede havfrue, som var en del af hans udstilling Det genmodificerede Paradis ved den danske pavillon på EXPO i Hannover. Dette værk står nu ved Erhvervs- og Byggestyrelsen på Langelinie Allé i København.
Live fra Shanghai The Mermaid Exchange er en skærminstallation, som vil transmittere Den Lille Havfrue live fra Shanghai, når udstillingen er åben og en film om Havfruens flytning, når EXPO lukkes ned om aftenen. Desuden vil der være informationsmateriale, som fortæller om baggrunden for kulturudvekslingen til danskere såvel som udlændinge, som lægger vejen forbi Langelinie det næste halve år.
2+1 Idébureau og Ny Carlsbergfondet har arbejdet tæt sammen i udvælgelsen af The Mermaid Exchange som Havfruens afløser de næste 6 måneder Om de besøgendes oplevelse af værket, udtrykker Maria Fabricius Hansen følgende forventninger:
”Der vil være folk der kommer til Langelinie, fordi de har hørt om Ai WeiWei og er nysgerrige efter at se hans værk. Der vil også være mange turister, der kommer derud og forventer at se den rigtige Havfrue og mennesker der slet ikke har hørt om verdensudstillingen, som kommer der alligevel. Og jeg tror, at folk meget umiddelbart vil forstå den installation, fordi man vil genkende Havfruen og fornemme at hun er på en rejse.”
Havfruen i Shanghai – et skridt i den rigtige retning
Maria Fabricius Hansen slutter af med at overveje projektets kulturudvekslingsværdi:
”Kunsten har alle dage været vigtig, men det bliver ikke mindre vigtig i en globaliseret verden, at man er nysgerrig og vil udveksle kultur og kunst med andre lande. Det er måske mere vigtigt end nogensinde, fordi kunsten er et sprog, som vi alle sammen forstår og som vi kan kommunikere igennem.
Og i stedet for at opleve det at verden er i forandring, som noget truende og skræmmende, kan man måske i stedet glæde sig over de muligheder, der også er i den globaliserede verden og prøve at være åben for det nye. Og kulturudveksling - og den generøsitet jeg mener der ligger i at låne Havfruen ud - er bare et lille skridt i den retning.”

Den Lille Havfrue blev præsenteret for offentligheden på den danske pavillon Welfairytales den 25. april 2010