Interessen for EXPO i Shanghai var stor på åbningsdagen. Pavillonerne lagde de første dage fortorv til alenlange køer i bagende sol - et syn der vil præge bydelen Pudong de næste 6 måneder. Havfruen i sine spektakulære arkitektoniske omgivelser gør sit til, at kineserne stimler sammen for at besøge den danske pavillon under titlen "Welfairytales"I den første uge der er gået, har der i gennemsnit været 20.000 besøgende om dagen i den danske pavillon og på en travl dag kan der komme op til 30.000 gæster. Det er mange mennesker og vi vil gerne sikre, at alle får en god oplevelse og får plads til at se, røre og nyde både arkitektur og udstilling. Det, "Welfairytales" kan, er nemlig ret unikt. Her er der mulighed for at skabe sit eget rum i den hvide organiske form med udstillingselementer, der kan fordøjes i eget tempo.
Åbningsdagen - 1. maj På den første dag, travede alle omkring for dels at spotte de mest spændende steder og for at opleve det kæmpe område som kineserne har gjort til verdens største EXPO nogensinde. 5 km2 med shuttlebusser, der transporterer gæster frem og tilbage og lange højbroer, der kan give overblik over brøkdele af udstillingen. Det tager pusten fra enhver. Og det er måske endda til Danmarks fordel, for den danske pavillon kan nemlig tilbyde noget andet end den traditionelle oplevelse på EXPO, hvor kineserne ikke bare bombarderes med indtryk, farver og former, som mange af pavillonerne indeholder.
Den danske pavillon tilbyder noget andet end den traditionelle oplevelse på EXPO. Her kan man hvile sine ømme fødder og se de smukke film om danskere og den måde vi lever på i byen Foto: Iwan Baan/www.iwan.com
Gennem hele pavillonen snor sig en bænk, der adskiller cykel - og gangsti, udført at Jeppe Hein. Her kan man hvile sine ømme fødder og se en af de smukke
film om danskerne og den måde vi lever på i byen; eller på
fotos om livet i Danmark - eller man kan tage en tiltrængt lur, som jeg oplevede flere gøre sent på eftermiddagen d. 1. maj.
Fiskefrikadeller og hønsesalet På toppen af Welfairytales er der roof top bar med oppustelige skyer, der skygger for den bagende sol, hvor der kan købes en picnictallerken, med danske fiskefrikadeller og hønsesalat på rugbrød og en dansk øl eller rødgrød med fløde. Et sikkert hit mens solen går ned og pavillonen skifter til aftenbelysning i alle regnbuens farver, hvor der er plads og ro til at absorbere de mange indtryk.
På toppen af pavillonen er der plads til at nyde en picnic og absorbere de mange indtryk
Jeg er sikker på at den gamle kinesiske mand, som kom til pavillonen en af de første dage havde brug for sådan et sted efter sit møde med Den Lille Havfrue. Da han så statuen, blev han ved med at spørge efter den levende lille havfrue nede i vandet og han blev utroligt skuffet, da han fandt ud af, at det bare var en statue. Jo, myterne lever i Shanghai og eventyret fortsætter.