I går blev Den Lille Havfrue sendt afsted på sin rejse til Kina og danskerne var mødt talstærkt op for at tage afsked med hende. At udlåne vores nationalklenodie har skabt betydelig debat, men udlånet er en vigtig erklæring om dansk åbenhed, mod og frisind. Som det kinesiske ordsprog siger: hvis man elsker en fugl meget højt, så kan man ikke andet end også elske fuglens rede.
Mona Lisa har allerede prøvet det. Hun kom i 1963 på sit livs rejse, da Jackie Kennedy sørgede for, at Frankrigs fineste maleri blev udlånt til Washington i en anspændt tid i verdenshistorien. I Frankrig var der absolut ikke tilfredshed; at låne deres kæreste nationalklenodie til amerikanerne var ikke ligefrem franskmændenes pastis. Men af sted kom maleriet og beundrere stod i kø i timevis for at få et glimt af hende i Washington.
Vi ved godt nok ikke med sikkerhed, om Havfruen vil blive beundret i Kina i samme grad som Mona Lisa i 1963. Men vi tror på, at det vil bringe rigtig meget fokus på Danmark og danske værdier at sende en af vores kæreste nationale symboler som ambassadør for Danmark.
Afsked på Langelinie
I dag stod hundredvis af københavnere stuvet sammen på Langelinie, for at få et sidste glimt af Havfruen inden hun drog af sted mod Kina. Børnehaver var inviteret og overborgmesteren og økonomi- og erhvervsministeren var der for at holde afskedstaler sammen med repræsentanter fra den kinesiske ambassade. Kinesiske og danske børn sang nationalsange og efter kinesisk tradition var der en fælles cermemoni, hvor et rødt bånd blev klippet over, så Havfruen kunne blive løftet fra sin plads for at være parat 1. maj i Shanghai.
Overborgmester, Frank Jensen, og økonomi- og erhvervsminister, Brian Mikkelsen, tager afsked med Den Lille HavfrueMåske er Havfruen danskernes allerkæreste nationalklenodie. I hvert fald har hendes afrejse det sidste år medført debat næsten på lige linje med bankpakker og det amerikanske præsidentvalg. Det berører danskerne, at hun rejser af sted og jeg er endnu ikke stødt på nogen, der ikke har en holdning til udlånet. Der er langt til Kina og det kan måske virke en smule dristigt, at noget så nationalt som Havfruen – som har siddet på Langelinie siden 1913 - nu pludselig sådan bare kan flyttes, fordi der er EXPO i Shanghai. Heldigvis er det ikke blot en dristig, smart handling. Der er nogle rigtig gode grunde til netop at sende noget så kært for os om på den anden side af jorden.
I hjertet af Danmark Havfruen skal tilbringe sommeren på den ypperligste plads i hjertet af den danske pavillon. Verdensudstillingen denne sommer forventes at blive den største og mest besøgte EXPO nogensinde. De kinesiske værter regner med omkring 70 mio. besøgende, hvoraf 3 mio. forventes at ville besøge den danske pavillon. Et tal der langt overstiger de turister, der sejler eller går forbi Havfruen her i København.
Havfruen er et kært symbol for kineserne. Faktisk er historien om Havfruen obligatorisk læsning for kinesiske skolebørn og det har bragt udelt begejstring i Kina, at vi netop udlåner hende til det land i verden, hvor H. C. Andersen er af de mest anerkendte forfattere overhovedet. Kineserne holder meget af Havfruen og et kinesisk ordsprog siger, at hvis man elsker en fugl meget højt, så kan man ikke andet end også elske fuglens rede.
Kennedy fik Mona Lisa til Washington i en tid med Kold Krig og Cubakrise. Historien er en helt anden i dag, men det at sende en nations kæreste eje vil unægtelig knytte stærke bånd. Det er en gestus til kineserne; en erklæring om åbenhed, mod og frisind.