Til forsiden
Et kapløb om de bæredygtige løsninger

Anja Pedersen, Kommunikationsmedarbejder, Branding Danmark
Af Anja Pedersen, kommunikationsmedarbejder, Branding Danmark
Danmark som grøn vækstøkonomi var i fokus, da Økonomi- og Erhvervsministeriet og Klimakonsortiet i dag afholdt en debat i Bella Center for 200 internationale tilhørere. I debatpanelet var økonomi- og erhvervsminister, Lene Espersen, administrerende direktør for A.P. Møller-Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, og forfatter og vinder af Pulitzerprisen, Thomas Friedman.

Temaet for dagens debat var overgangen til en grøn vækstøkonomi på nationalt og globalt plan. Hvor er vi i 2020 og hvilket ansvar har henholdsvis regeringen, virksomhederne og den enkelt borger, hvis vi skal nå derhen? Det var nogle af dagens spørgsmål stillet af moderator, Martin Breum fra DR.

Grøn vækst er allerede i fokus
Økonomi- og erhvervsminister, Lene Espersen, fremhævede det danske samfund, som eksempel. Regeringen ser ikke kun klimaforandringerne som en trussel, men også en mulighed for at skabe nye virksomheder, nye jobs og nye teknologier. Ministerens vision for 2010 er et Danmark, hvor bæredygtige løsninger er reflekteret i alle dele af samfundet.

Den enkelte borger skal tage et personligt ansvar i dagligdagen og virksomheder skal tænke bæredygtighed ind i deres strategier i alle led af værdikæden. Regeringen skal skabe gode rammevilkår for virksomhederne, så de kan udvikle og implementere bæredygtige løsninger, samtidig med at de kan bevare deres globale konkurrenceevne. Og i Danmark har vi allerede taget vigtige skridt fremad med Erhvervsklimastrategien, sagde ministeren.

Administrerende direktør for A.P. Møller-Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, lagde blandt andet vægt på globale virksomheders ansvar for en bæredygtig drift i alle de lande, hvor virksomheden driver forretning. Han understregede samtidig behovet for globale aftaler og løsninger, så dansk baserede virksomheder ikke mister markedsandele til udenlandske konkurrenter.

Cleantechs svar på Google søges
Journalist på New York Times og forfatter, Thomas Friedman, lagde ikke skjul på sin amerikanske nationalitet og udtrykte sit ønske om, at USA inden 2020 bliver ledende inden for grøn teknologi via forskning og innovation snarere end regeringstiltag.



”Folk spørger mig, Friedman, er du til solenergi, vindenergi, algeenergi eller atomenergi? Jeg har ingen præferencer. Jeg er til økosystemer for innovation”, sagde Friedman.

Han uddybede, at innovatorerne i USA skal være i centrum og lovgivning etc. skal skabe rammerne for innovationen.

1000 af idéerne vil være lovende, 100 vil være ’way-cool’ og to idéer vil være grøn teknologis ækvivalent til Google”, fortsatte han. Afslutningsvis opfordrede Friedman til en global konkurrence.

”Jeg vil se et ’earth race’, en konkurrence hvor USA konkurrerer med Europa, Europa med Kina, Kina med Indien, Indien med Brasilien om at være den førende inden for grøn teknologi”.

Så dermed blev bolden givet op til et globalt cleantech-kapløb – et kapløb hvor hvert land - herunder Danmark - skal vise sine særlige styrker og kompetencer.

--------------------------------------------------------------------------------------
Redaktion:
Ansv.: Pelle Øby Andersen, pea@oem.dk

Redaktør: Anja Pedersen, apd@oem.dk

Udgivet: 15. december 2009
Tirsdag, december 15 2009

Kontakt:


Branding Danmark
Økonomi- og Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf.: 33 92 33 50
Mail: oem@oem.dk 

Branding Danmark dækker COP15


         
Erhvervs- og Vækstministeriet Slotsholmsgade 10-12 1216 København K Tlf: +45 33 92 33 50 Fax: +45 33 12 37 78 KONTAKT