Statsledere fra hele verden kæmper lige nu en sidste kamp for at nå en aftale på klimakonferencen. Stemningen i Bella Center er anspændt og væk er de farverige NGO’er. Det er tid til de sidste kraftanstrengelser. Uanset udfaldet har det været 12 vigtige dage for Danmark. Vi har været vært for en af de største internationale begivenheder her i landet og via en række initiativer har vi fortalt verden om de danske styrker Det var med et vist vemod, at jeg i morges for sidste gang under COP15 begav mig til Bella Center. Stedet har gennem de sidste to uger taget form af et væsen, en organisme, som fik sit helt eget liv gennem de mange nationaliteter, der har været samlet her.
En verden udenfor Hvor Bella Center i starten var rammen for pænt opstillede stande og delegerede i jakkesæt, der sad på række og arbejdede ved arbejdsstationerne, udviklede stedet sig i løbet af de 12 dage til et virvar af liv. I forhallen blev jeg én dag mødt af ”Climate Debt Agents” i røde jakkesæt og matchende briller og en anden dag stod en gruppe mænd i høje hatte og strøede pengesedler om sig i en symbolsk demonstration. Folk har forhandlet, spist, slumret, networket og arbejdet alle vegne, hvor der var en ledig plads.
Men der var også øjeblikke med stille refleksion, hvor sneen faldt og jeg fandt jeg to delegerede på hug, med næsen mod ruden, stirrende begejstret ud på sneen. Ud på en verden som på en gang virkede fjern, når man befandt sig i hjertet af Bella Center, men samtidig mindede én om, at klimaet jo er grunden til, at hele verden er forsamlet i Danmark.
Forhandlinger på højt niveau
I dag er der dog en helt anden stemning. Væk er de farverige NGO’er. Vi er den sidste fase af forhandlingerne og stemningen er anspændt. I plenarsalen i Bella Center er alverdens landes statsoverhoveder samlet. USA’s præsident, Barack Obama, og Brasiliens præsident, Lula da Silva, var blot nogle af statsoverhovederne på talerstolen omkring middagstid i dag, før jeg måtte forlade Bella Center. Meningerne om hvordan klimaproblemerne skal løses er tilsyneladende lige så varierede som antallet af lande til stede. Hvad udfaldet bliver, er i skrivende stund endnu uklart.

En kæmpe indsats Uanset udfaldet af klimaforhandlingerne, er der ingen tvivl om, at folk fra ministerier, kommuner, erhvervsliv, organisationer osv. løftet en helt utrolig opgave for at skabe rammerne omkring forhandlingerne.
Jeg havde selv fornøjelsen at dække et lille udvalg af aktiviteter vedrørende bæredygtig mode, dansk cykelkultur, dansk gæstfrihed og ikke mindst grøn teknologi og grøn vækstøkonomi. Udenrigsministeriets pressefolk har også været i aktion under klimakonferencen og har lavet 50 blogindlæg til COP15-hjemmesiden. De har også produceret 28 videoer til serien ”
Behind the scenes” om COP15, som ligger på YouTube og er blevet set mellem 1.000 og 65.000 gange. Herudover har Presseinitiativet lige før og under COP15 lagt 35 nyhedsindslag om Danmark ud via verdens største nyhedsdistributør, NewsMarket, hvorfra den internationale presse henter nyhedsstof.
Det er endnu for tidligt at gøre status på alle initiativerne under COP15. Én ting er dog klart. En lang række aktiviteter har fundet sted under COP15, som har vist de danske styrker for udlandet.
--------------------------------------------------------------------------------------