Hvor meget belaster en t-shirt miljøet, fra den er en bomuldskugle på en mark i Kina til den kasseres i Danmark? I de smukke omgivelser i Operaen i København var Danish Fashion Institute og Nordic Fashion Association i dag vært for ”Fashion Summit 2009” – en international konference om bæredygtig mode. De færreste af os tænker nok på modebranchens miljøbelastning, når vi køber en ny trøje eller smider den gamle ud. Men modebranchen satte i dag selv fokus på området. Grøn er den nye sort og skønhed ligger ikke blot i overfladen, synes at være nogle af budskaberne i løbet af dagen.
Fashion Summit blev afholdt af Danish Fashion Institute for 600 CSR-folk i den internationale modeindustri. Konferencen er et led i Nordic Initiative Clean and Ethical (NICE) – et initiativ med formålet at motivere og assistere virksomheder til at integrere bæredygtighed og social ansvarlighed i deres strategier og værdikæder.
Danske virksomheder påtager sig et ansvar Når alverdens modevirksomheder skal være bæredygtige, har blandt andet Novozymes løsningerne. De tilstedeværende gæster fik leveret omfattende information om Novozymes to initiativer: "Elementary Textiles" og forbrugerkampagnen "I do 30". Initiativerne adresserer de to ender af modeværdikæden, idet der i den ene ende produceres elementære tekstiler med lavere CO2-udledning, og i den anden ende opfordrer "I do 30" forbrugerne til at vaske deres tøj ved lavere temperatur.

Steen Riisgaard, administrerende direktør for Novozymes, siger:
“Med bioteknologi kan man opnå betydelige miljømæssige resultater i rigtig mange industrier rundt om i verden. I tekstilindustrien gør vores unikke løsninger stoffet stærkere, blødere og glattere, og samtidig bliver både produktionstiden og CO2-udledningen formindsket. Det sætter en ny standard inden for bæredygtig mode på et tidspunkt, hvor forbrugerne i stigende grad efterspørger netop dette.”
Sænkning af vasketemperaturen kan årligt spare 12 mio. tons i Europa og 20 mio. tons i USA, mens ”Elementary Textiles” har potentiale til at spare 70.000 liter vand og 1.000 kg. CO2 pr. tons tekstil i løbet af produktionsprocessen. Det fulde potentiale løber op i en besparelse på 9 mio. tons CO2 om året. Og så er det er ifølge Novozymes omkostningsneutralt at implementere.
Så mens klimaforhandlingerne i Bella Center fortsætter ufortrødent, blev deltagerne på Fashion Summit 2009 i dag inspireret via meget konkrete eksempler på bæredygtige tiltag.
